Om

Jeg er en voksen mand på godt 60 år, som i perioder af livet selv har haft svært ved at overskue hvordan jeg skulle komme videre. En stor del af min ungdom var centreret omkring hash, jeg droppede ud af skolen efter 9’ende klasse og har aldrig fået mig en uddannelse, men til trods for det har jeg alligevel klaret mig nogenlunde og jeg har et langt og indholdsrigt liv at se tilbage på.

Jeg har selv begået mange bommerter gennem tiderne, men har heldigvis formået at lære af dem og bruge mine erfaringer fremadrettet, gode som dårlige. Man plejer at sige at: “Af skade bliver man klog, men sjældent rig” og det kan jeg skrive under på, det meste af mit liv har jeg levet på et økonomisk minimum, så jeg har en forståelse for hvordan det er, og ved hvor svært det kan være at komme tilbage på sporet hvis man rammes af uventede udgifter eller havner i dyb gæld.

Min tidligere kone kom fra et land udenfor Europa, og jeg har derfor en god viden om hvor kringlede de danske udlændige regler er, og jeg har gennem tiden hjulpet mange udlændinge med at finde rundt i det danske system og den danske lovgivning, jeg taler Engelsk, Fransk og en smule Tysk, og ellers bruger jeg google-translate, især når jeg hjælper flygtninge fra Ukraine.

Da jeg brugte meget tid på hash i mine unge dage har jeg levet mange år “på kanten” af misbrugs miljøet, jeg har lagt venner i graven som tog stoffer eller drak sig ihjel, omkom ved ulykker, eller røg i spjældet af den ene eller den anden årsag. Jeg var også selv tæt på at komme i fængsel på et tidspunkt, og det var der jeg valgte at jeg skulle gå en anden vej.

Siden dengang har jeg gradvist brugt mere og mere af min fritid på at yde hjælp og vejledning til andre, og nu vil jeg prøve at sætte det lidt mere i system.